Ring til os på 75 72 14 80|Kontakt|UK|||
Kurv 0,00 DKK

Kosmetolog uddannelsen

Uddannelse / Varighed: 18 måneder / Opstartsdato: (ikke angivet)

Fleksibel og moderne uddannelse som kosmetolog.

Uddannelsen som kosmetolog på Skønhedshuset henvender sig til dig, som går med drømmen om at arbejde med skønhed og kropspleje. Kosmetologi og wellness er praktiske færdigheder, der kræver et godt teoretisk fundament. Som elev hos Skønhedshuset modtager du undervisning, der veksler imellem teori og praktik i topprofessionelle rammer.

Teori og praktik i samme hus
Både den teoretiske og praktiske del af uddannelsen til kosmetolog foregår på skolen. Der er ingen fjernundervisning/e-learning i uddannelsen. Du skal heller ikke selv ud og finde praktikplads for at færdiggøre din uddannelse. At praktikopholdet afholdes på skolen har stor betydning for eleverne, som sikres et ensrettet højt uddannelsesniveau under hele uddannelsen.

Vi gør dig klar til at blive kosmetolog
For at blive en dygtig kosmetolog er det nødvendigt at øve sig igen og igen. Dette gøres på skolens klienter som betaler et langt mindre beløb for behandlingerne end markedsprisen. Behandlinger bliver superviseret af skolens faglærere, som altid står til rådighed med rådgivning og inspiration.

På uddannelsen lærer du at behandle hudproblemer og rådgive kunderne om hudpleje og makeup. Du får undervisning i en række teoretiske fag som eksempelvis anatomi, mikrobiologi, dermatologi og produktlære. De praktiske fag består bl.a. af hudpleje, klientrådgivning og kosmetisk behandling. Samtidig lærer du om, hvordan du opretter en klinik, og du får undervisning i markedsføring og regnskab.

Formålet med skoleforløbet er, at give vore elever de bedste faglige forudsætninger – såvel praktiske som teoretiske – for at fungerer som de dygtigste kosmetologer i branchen.

Praktikperioden vil give dig rutiner indenfor alle kosmetologiens praktiske færdigheder, således at du opnår kompetencer som professionel kosmetolog.

Du skal erhverve dig viden og forståelse for, hvordan en klinik skal drives i praksis – herunder tilrettelæggelse af arbejde, behandlinger, valg af klinikkens produkter, bestilling af produkter, prissætning af behandlinger og produkter samt markedsføring og salg.

Fleksible rammer
Det er muligt at sammensætte uddannelsen, så den passer til netop din situation. Det giver den studerende mulighed for at have et job samtidig med, at uddannelsen finder sted.

Teorien – i skolens teorilokaler og omhandler bl.a. følgende
– Anatomi og fysiologi, herunder muskel- og knoglelære, organer, blod og celler
– Hudens opbygning og struktur
– Sygdomslære, herunder dermatologi, ernæring og vitamin- og minerallære
– Bevægelseslære
– Mikrobiologi og hygiejne
– Produktlære
– Kunde- og salgspsykologi
– Klinikdrift
– Salg og service
– Apparatlære

Praktikken – i skolens klinik og omhandler bl.a. følgende
– Hud- og ansigtspleje
– Hudanalyse, ansigtsbehandlinger
–Pristine Microdermabrasion apparat
– Oxygen apparat
– Vipper og bryn
– Manicure
– Shellac
– Pedicure
– Massageteknik
– Hotstone massage og wellness massage
– Voksbehandlinger
– Makeup

Uddannelsens forløb består af cirka en tredjedel teoretisk undervisning og cirka to tredjedele praktisk undervisning. Her øver eleverne de praktiske færdigheder og lærer at vurdere, vælge og anbefale den korrekte behandling til den enkelte klient, samt modtage og konsultere klienter.

Det er vores mål, at eleverne skal komme til at arbejde så selvstændigt som muligt. Det får du mulighed for, ved at have kunder i klinikken, hvor der tilbydes såvel kosmetolog- som kropsbehandlinger. Dette giver eleverne rutine og erfaring.

Der vil under hele uddannelsens forløb være en kontinuerlig evaluering af den enkelte elev, med det formål at kunne skabe succes-oplevelser for såvel elever som kunder.

Eksaminer og prøver
Uddannelsen vil indeholde forskellige evalueringer og prøver. Evalueringerne gives, for at både elever og faglærere får et indtryk af, hvor i forløbet den enkelte elev befinder sig. På denne måde kan der sættes specifikt ind på de områder, som eleven føler sig svag i, så der kan ydes en ekstra indsats omkring netop det praktiske fag, hvor der måtte være et behov.

I anatomi og fysiologi laves der løbende prøver. Emner afsluttes med karakter, hvorefter eleverne kan koncentrere sig om næste emne. Der gives en samlet karakter, når faget afsluttes.

Eleverne bedømmes ud fra deres indsats igennem hele uddannelsen og får årskarakterer i skønhedspleje, kundepleje/professionalisme, rengøring/hygiejne samt salgsteknik.

Der vil være en 2 timers skriftlig eksamen i kosmetologi. Desuden vil der være praktiske eksaminer i manicure, pedicure, rygmassage, voks af underben, vipper og bryn og ansigtsbehandling. Der gives både karakterer for hele det samlede praktiske forløb, samt en mundtlig karakter for service og vejledning af produkter til kunden og overfor censorer.

Alle prøver og eksaminer bedømmes efter 12-skalaen.

Karriere som kosmetolog
Efter endt eksamen er eleven uddannet som kosmetolog. De studerende er herefter klædt på til at arbejde på klinik, i parfumeri, hos materialist, i et spa/wellnesscenter, som sælger, træner i skønhedsbranchen eller som selvstændig kosmetolog. Nogle bliver ansat ved teatre eller tv- stationer, hvor der skal lægges speciel makeup. Da konkurrencen indenfor kosmetologfaget er høj, er det vigtigt, at du som færdiguddannet kosmetolog, har de bedste forudsætninger og faglige redskaber til at få et job eller opbygge en kundekreds. Hvis man vælger at blive selvstændig kosmetolog, er der også en del administrativt arbejde. Du skal bl.a. bestille varer og føre regnskab.

Dansk kosmetolog forening – DKF
Vi er medlem af Dansk Kosmetolog Forening og dermed underlagt alle gældende internationale undervisningskriterier. Som færdiguddannet kosmetolog fra Skønhedshuset kan du blive medlem i DKF.

Optagelse
For at blive optaget som elev på Skønhedshuset skal du minimum være 18 år og have gode danskkundskaber og have bestået folkeskolens 9. klasses afgangseksamen. Vi forventer du er stabil, moden, ansvarsfuld og troværdig. Du skal ligeledes være i stand til at skabe en tryg og tillidsfuld stemning i omgangen med kunderne.

I arbejdet i klinikken, skal du have kortklippede og rene negle, langt hår skal være opsat.

Vi forventer også af dig, at du er meget engageret i din uddannelse, at du er pligtopfyldende, serviceminded og efterlever skolens regler og krav.

Den praktiske del af uddannelsen fungerer som en moderne klinik, hvor du behandler kunder i alle de behandlingsformer, som skolen tilbyder. Alt dette for at du kan leve op til de forventninger erhvervslivet kræver af dig efter endt uddannelse.

Forinden du tilmelder dig hos Skønhedshuset, skal du til en informationssamtale hos en studievejleder, hvor vi vil præsentere skolen, gennemgå uddannelsesforløbet og hvor du får lejlighed til at stille de spørgsmål, du måtte have. Vi anbefaler ligeledes, at du følger en undervisningsdag på skolen, hvor du kan møde skolens nuværende elever. Efter dette vil du have et godt grundlag for, at bedømme hvorvidt uddannelsen og skolen er noget for dig, og du kan herefter indsende dit ansøgningsskema på mail eller post.

Kurser og videreuddannelse
Kosmetologer skal hele tiden holde sig ajour med de nyeste behandlingsformer og trends. Skønhedshuset afholder løbende temaaftener og kurser for tidligere elever og følger hele tiden med i den nyeste udvikling. Vi inddrager ofte specialister fra branchen i undervisningen og tilbyder tidligere elever specialpriser på opfølgningskurser.

– Uddannelsens varighed er 18 måneder inklusiv 6 ugers ferier.
– Undervisningen ligger mellem mandag-lørdag.
– 21 timer pr. uge.
– Eller sammensæt uddannelsen så den passer til din situation.

Kosmetolog uddannelsen – 49.000 kr.
Bøger er ikke inkluderet i kursuspriserne.

Der er mulighed for at dele betalingen op i rater fordelt over et år.
Kontakt studieansvarlig på 40 27 01 09.

For alle betalingsmuligheder gælder, at tilmeldingsgebyr udgør de første 15.000,-

Der kan søges tilskud til uddannelsen efter gældende regler hos jobcentre og kommuner.

Re-eksamen
Det er muligt at gå til reeksamen 2 gange. Tidspunktet for reeksamen aftales individuelt.
Skriftlig – 750 kr.
Praktisk – 4.500 kr.
Mundtlig – 3.000 kr.

Download af pensum kan kun foretages ved oprettelse af brugernavn og password – og kun af elever på skolen.

Login på ElevIntra her.

 

Hør mere om kosmetolog uddannelsen
Har du spørgsmål vedrørende kosmetolog uddannelsen, er du meget velkommen til at kontakte studieansvarlig Bina Knudsen på telefon 40 27 01 09.

Eller send en mail med navn, tlf. nr. og spørgsmål på info@skoenhedshuset.dk, så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Du er altid velkommen til at komme og besøge skolen.

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere