Ring til os på 75 72 14 80|Kontakt|UK|||
Kurv 0,00 DKK

Fodplejeuddannelsen

Uddannelse / Varighed: 11 måneder / Opstartsdato: 04/09 2017

Professionel uddannelse som lægeeksamineret fodplejer.

Skønhedshuset tilbyder uddannelsen som lægeeksamineret fodplejer, og er for dig, der drømmer om at blive selvstændig eller arbejde på klinik. Fodplejerskolen i Vejle er en del af Skønhedshuset, der med egen klinik og dejlige undervisningslokaler har topprofessionelle rammer for både teori og praksis i din uddannelse som fodplejer.

Uddannelsen er sammensat efter retningslinjer fra SADF (Sammenslutningen af Danske Fodplejere) og opfylder de af SKAT udstedte kriterier om momsfritagelse. SKATs krav om momsfritagelse skal opfyldes for at blive SADF-godkendt fodplejer.

Undervisningen bliver varetaget af læge og sygeplejerske, revisor samt skolens egne faglærere. Som afslutning på uddannelsen er der en skriftlig, en praktisk og en mundtlig eksamen, der forestås af læge og censor udefra. Bestået eksamen giver kompetence til at starte som Lægeeksamineret Fodplejer enten som selvstændig eller ansat og dermed søge optagelse i SADF (Sammenslutningen af Danske Fodplejere).

Der kan søges tilskud til uddannelsen efter gældende regler hos arbejdsformidlingen, og jobcentre.

Teoretisk og praktisk fodpleje
Dette modul er den praktiske del af uddannelsen, som kan tages sideløbende med modul 1. Hele praktikforløbet foregår på skolen, hvor alle behandlinger bliver superviseret og gennemgået af faglærerne. Vi anbefaler, at du ikke øver dig hjemme, før du har fået indøvet de rigtige teknikker. Da udvalget af instrumenter og produkter er meget stort, er det desuden vigtigt, at du får mulighed for at afprøve en del af udvalget, inden du beslutter dig for hvilke instrumenter, maskine, cremer etc., som du vil benytte i din egen klinik som færdiguddannet fodplejer.

Praktikken forløber 2 dage ugentligt i 12 måneder (inkl. ferie).

Der undervises efter bogen: ”Teoretisk og praktisk Fodpleje” samt Skønhedshusets eget udviklede materiale.

Pensum – Fodens basalanatomi og funktion
Kroppens/fodens akser og bevægelsesdefinitioner. Fodens anatomi, herunder skelet, muskler, led, sener, nerver og kar. Fodens fysiologi og funktion, herunder gangfunktion, gangcyklus, fod- og knoglelære.

Pensum – Undersøgelsesteknik
Ledundersøgelse, bevægelighed af;
talocrural-, subtalar-, midtarsal-, MP-, PIP-, DIP- og IP-led.

Pensum – Ortopædiske deformiteter og fodsygdomme
Pes planus valgus, Pes cavus, Metatarsus varus, Hallux valgus, Hallux rigidus, Hallux extensus, Hallux flexus, Digitus malleus, Digitus minimis varus, Quintus varus, Pes plano transversus, Apophysitis calcanei, Metatarsus latus, Brachymetatarsia, Fascitis plantaris, Mortons neurom, Tarsal tunnelsyndrom, Exosose.

Pensum – Dermatologi
Hudens anatomi samt vurdering af struktur og trofik.

Pensum – Hudsygdomme
Tinea pedis, hyperhidrosis, keratolysis, verrucae vulgaris, bullae, hæmatom, bursit, atrofisk hud, atopisk dermatitis, psoriasis vulgaris, pustolosis palmo-plantaris, erysipelas.

Pensum – Neglesygdomme
Onychomychosis, onychauxis, onychogryposis, dystrofi, onycholysis, paronychia.

Pensum – Unguis incarnatus
Nedgroet, indgroet, indadrullet, konservative behandlingsformer samt ortonyxi.

Pensum – Kredsløbslidelser, gigt og diabetes
Kredsløbet, herunder arterielle og venøse lidelser, kontraindikationer i form af fodbehandling, kompressionsbehandling, diverse gigtsygdomme + kontraindikationer og diabetes mellitus samt kontraindikationer.

Pensum – Neglens anatomi og sygdomme
Neglens anatomi, struktur og vækst.

Pensum – Sårbehandling
Akutte og kroniske sår, sårhelingsfaser, sårplejeartikler og produkter.

Pensum – Hygiejne
Smitteveje, mikroorganismer, håndhygiejne, desinfektion, sterilisation, personlige værnemidler og behandling af instrumenter.

Pensum – Praktisk fodpleje
Instrument- og remedielære, journalføring og tegnsystem, beskærings- og klippeteknik.

Pensum – Apparater
Fræsermaskiner, diverse slibehoveder og bor.

Pensum – Arbejdsstillinger og ergonomi
Arbejdsstillinger, arbejdsteknik, organisering, forebyggelse af arbejdsskader.

Optagelse
For at blive optaget som elev på Skønhedshuset skal du minimum være 18 år og have gode danskkundskaber og have bestået folkeskolens 9. klasses afgangseksamen. Vi forventer du er stabil, moden, ansvarsfuld og troværdig. Du skal ligeledes være i stand til at skabe en tryg og tillidsfuld stemning i omgangen med kunderne.

I arbejdet i klinikken, skal du have kortklippede og rene negle, langt hår skal være opsat.

Vi forventer også af dig, at du er meget engageret i din uddannelse, at du er pligtopfyldende, serviceminded og efterlever skolens regler og krav.

Den praktiske del af uddannelsen fungerer som en moderne klinik, hvor du behandler kunder i alle de behandlingsformer, som skolen tilbyder. Alt dette for at du kan leve op til de forventninger erhvervslivet kræver af dig efter endt uddannelse.

Forinden du tilmelder dig hos Skønhedshuset, skal du til en informationssamtale hos en studievejleder, hvor vi vil præsentere skolen, gennemgå uddannelsesforløbet og hvor du får lejlighed til at stille de spørgsmål, du måtte have. Vi anbefaler ligeledes, at du følger en undervisningsdag på skolen, hvor du kan møde skolens nuværende elever. Efter dette vil du have et godt grundlag for, at bedømme hvorvidt uddannelsen og skolen er noget for dig, og du kan herefter indsende dit ansøgningsskema på mail eller post.

Kriterier for momsfritagelse i forbindelse med uddannelsen som fodplejer
Gennemgået 400 lektioner i anatomi, fysiologi, sygdomslære, psykologi, klinikvejledning og læren om alternativ behandling.

Minimum 400 lektioner i teori- og praktisk undervisning i fodplejefag.

Til enhver tid at kunne dokumentere, jf. foreningens love & vedtægter, at både kvalitet og hygiejne er til stede (SKAT).

Indehaver af kursusbevis i førstehjælp.

49.000 kr.
Fodplejeuddannelsen. Bøger er ikke inkluderet i kursuspriserne.

Der er mulighed for at dele betalingen op i rater fordelt over et år.
Kontakt studieansvarlig på 40 27 01 09.

For alle betalingsmuligheder gælder, at tilmeldingsgebyr udgør de første 15.000,-

Der kan søges tilskud til uddannelsen efter gældende regler hos jobcentre og kommuner.

Re-eksamen
Det er muligt at gå til reeksamen 2 gange. Tidspunktet for reeksamen aftales individuelt.
Skriftlig – 750 kr.
Praktisk – 4.500 kr.
Mundtlig – 3.000 kr.

Hvad er forskellen på uddannelsen til statsautoriseret fodterapeut og lægeeksamineret fodplejer?
Uddannelsen til statsautoriseret fodterapeut er en statsgodkendt/betalt uddannelse som tager 1 ½ år. Eleverne går i skole 30 timer ugentligt og får S.U. under uddannelsesforløbet.
Fodterapeutskolen i København har flere hundrede ansøgere hvert år, men kun ganske få kommer ind på skolen. Fodplejeuddannelsen er en privat/selvbetalt uddannelse, som er godkendt af Sundhedsstyrelsen og SKAT indenfor ’anden egentlig sundhedspleje’. Uddannelsen til lægeeksamineret fodplejer er et deltidsstudie, således at eleverne har mulighed for at passe job ved siden af. Lægeeksamineret fodplejere bliver ikke undervist i at fremstille sko-indlæg.

Hvad er lønsum?
Som eksamineret fodplejer bliver du, efter Sundhedsstyrelsens og SKATs i momslovens § 13, stk. 1, pkt. 1, fritaget for at skulle betale moms på udførte fodplejebehandlinger. I stedet betaler virksomheder, der yder momsfri ydelser en lønsumsafgift på 4,12 % af virksomhedens overskud (lønnen). Læs mere om lønsumsafgift på www.skat.dk

Hvor lang tid tager uddannelsen på Fodplejeskolen i Vejle?
Modul 1 og 2 kan tages sideløbende, og du skulle gerne kunne tage hele fodplejeuddannelsen på 12 måneder. Inkl. ferie

Hvordan er tilskudsforholdende for patienterne?
Efter Lov om helbredstillæg kan folkepensionister opnå et tilskud til fodpleje på op til 85 %. Derudover kan diabetes- og gigtpatienter få tilskud, hvis de benytter en statsautoriseret fodterapeut med ydernummer. Sygesikringen ”Danmark” giver ikke tilskud til fodbehandlinger, der er udført af fodplejere.

Må fodplejere behandle nedgroede negle/lave bøjlebehandling, samt behandle diabetes- og gigtpatienter?
Behandlingsmæssigt er der ingen forskel på, om kunderne vælger at gå til en fodterapeut eller en lægeeksamineret fodplejer. Lægeeksamineret fodplejere har samme beføjelser i forhold til bøjlebehandling af nedgroede negle, samt behandling af diabetes- og gigtpatienter. Fodplejere arbejder, ligesom fodterapeuterne, inden for rammerne af autorisationslovens kap. 26, § 73 og 74.

Hvordan er indtjeningsmulighederne indenfor fodplejefaget?
Indtjeningsmulighederne afhænger af, hvor meget konkurrence der er i området, hvor man åbner klinik, dvs. beliggenhed, udbud og efterspørgsel samt hvilken kundekreds, du henvender dig til.
Der er generelt stor mangel på fodplejere, men som nystartet selvstændig erhvervsdrivende, skal du dog altid regne med, at det kan tage noget tid at få etableret et fyldt kundekartotek, men med tiden skal du gerne kunne behandle mellem 8-10 kunder pr. dag.

Download af pensum kan kun foretages ved oprettelse af brugernavn og password – og kun af elever på skolen.

Login på ElevIntra her.

Hør mere om fodplejeuddannelsen
Har du spørgsmål vedrørende fodplejeuddannelsen, er du meget velkommen til at kontakte studieansvarlig Bina Knudsen på telefon 40 27 01 09.

Eller send en mail med navn, tlf. nr. og spørgsmål på info@skoenhedshuset.dk, så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Du er altid velkommen til at komme og besøge skolen.

Luk Cookies - Vores hjemmeside bruger cookies. Hvis du anvender vores hjemmeside accepterer du, at der gemmes cookies på din computer. Hvad er cookies? Læs mere